Nyhedsbrev ONLINE SHOP SITEMAP

orange_dotHumor & satire

Print

P.I.B.

Af Anders Hjorth-Jørgensen

hjalmar carlsen pib
1963-64 udgav P.I.B. en præsentationsbrochure, som bl.a. fortalte dette om pressebureauet og dets grundlægger.

Grundlæggeren af firmaet P.I.B. - Presse. Illustrations. Bureau - Hjalmar Carlsen, der var søn af den kendte redaktør Vilhelm Carlsen ved Vendsyssel Tidende, fik sin første tekniske og journalistiske uddannelse på dette betydningsfulde provinsblad. Dengang - omkring århundredskiftet - var billedstoffet i aviserne meget sparsomt, og billeder af døgnets store begivenheder fandtes ikke. Hjalmar Carlsen indså, at en avis, som ville følge med tiden, også måtte tage denne vigtige form for nyhedstjeneste op, og Vendsyssel Tidende blev derfor det første dagblad i Skandinavien og et af de første i Europa, som regelmæssigt bragte aktuelle billeder af dagens begivenheder.

Rig på ideer og med en levende interesse for reproduktionsteknik arbejdede Hjalmar Carlsen med ildhu på en opfindelse, der skulle revolutionere udseende og indhold hos selv den mindste avis. Arbejdet lykkedes, og i 1897 stod han som den første, der kunne fabrikere tynde zink-clicheer i masseproduktion. Under beskedne forhold, men ledet med faglig dygtighed og forståelse af de journalistiske krav, blev P.I.B. startet, og de nye tyndzink-clicheer gjorde det nu muligt selv for små provinsblade at bringe daglige billedreportager.

Da det nogle år senere lykkedes Hjalmar Carlsen at gøre sin næste betydningsfulde opfindelse inden for branchen, stod P.I.B. allerede sikkert på benene. Det nye, som Hjalmar Carlsen bragte frem, var plastiske clicheer fremstillet i massefabrikation, og også på dette område kom han først; blot var materialet dengang ikke plastik, men celluloid.

Med disse kort på hånden startedes inden første verdenskrig filialerne i Berlin, Paris, Petrograd og Stockholm, og P.I.B. blev en kendt institution inden for den internationale bladverden. Efter krigens ophør i 1918 samledes alle kræfter om virksomheden i København, og man byggede videre på det gode renommé ude i verden.

I dag føres P.I.B. videre af næste generation, direktørerne Hugo og Per Carlsen og fru Kirsten Bang, der sammen med en stab af dygtige medarbejdere kan glæde sig over, at P.I.B. fortsat vokser og udvikler sig. Således blev det for eksempel i 1961 nødvendigt igen at åbne en filial i udlandet, denne gang i Hamborg. P.I.B. har i dag som kunder ca. 1200 dag- og ugeblade fordelt over hele jorden og leverer i størst muligt omfang alt det illustrerede stof, som medvirker til at gøre en moderne avis interessant og underholdende. Hovedvægten lægges på tegneserierne, og P.I.B. er det bureau i verden, som har det største udvalg i pantomime-serier. Flere af vore serier har endda med succes vundet udbredelse i tegneseriens hjemland, U.S.A. Blandt det øvrige stof, der leveres, kan nævnes: Humorstof, børnestof, modestof, populær videnskab og - her i Danmark - aktuelt clichéstof til provinspressen.

hjalmar carlsen1

I museets arkiv findes efterhånden et større materiale, som belyser P.I.B.s efterhånden 100-årige historie, bl.a. dette hæfte, som præsenterede bureauets tegneserietilbud i 1970'erne.

 

 

 

hjalmar carlsen

Da Hjalmar Carlsen, firmaets grundlægger, som farende svend drog ud i verden

 

hjalmar carlsen 1875-1951

Hjalmar Carlsen
1875-1951