|
|
9. maj – 22. september 2013
Fra Japan til Frederiksberg. Fra Storm P. til Manga. Tegneserie-
mediet som kunstgenre bliver taget alvorligt på Storm P. Museets nye række af særudstillinger. Nu med den retrospektive udstilling af verdens mest kendte Manga tegner, japanske Osamu Tezuka.
Osamu Tezuka (1928-1989). Afhængig af hvem der taler, vil man høre Tezuka benævnt som Gud, Fader eller Konge af Manga. Alle titler er velfortjente. I løbet af sin ualmindeligt produktive og lange karriere skabte Tezuka mere end 700 Manga-tegneserier, 170.000 sider af tegninger og yderligere 200.000 sider af anime storyboards og scripts. Hans popularitet og betydning for denne særlige tegnestil rækker langt ud over de nationale grænser, og han kan med rette benævnes som Japans svar på Walt Disney.
Storm P. Museet ønsker at skabe en udstilling, der visualiserer Tezukas magiske univers. Med inddragelse af det fysiske rum og vægmalerier, får man indblik i den enorme genremæssige spændvidde, Tezuka repræsenterer. De udvalgte originaltegninger fra 1949 til hans død i 1989 viser både hans børnevenlige og eventyrlige historier, hvor Astroboy nok er hans mest kendte, men også hans dystre og filosofiske værker som Adolf og Buddha.
Udstillingen vil således have en bred appel for både børn og voksne. Supplerende til udstillingen vil museets gæster derfor også kunne opleve filmforevisninger, workshops, foredrag og events, der forbinder og sammenknytter Tezukas værker med japansk og europæisk kulturhistorie og tegneserietradition.
Med Storm P. Museets nylige overtagelse af Tegneseriemuseets samlinger vil museet løfte genren gennem en række særudstillinger, der udforsker krydsfeltet mellem kunst og populærkultur i tegnede medier. En genre som Storm P. var en af de første i verden til at udvikle.
"Manga er virtuel. Manga er følelse. Manga er modstand. Manga er bizart. Manga er patos. Manga er ødelæggelse. Manga er arrogance. Manga er kærlighed. Manga er kitsch. Manga er forundring. Manga er ... der findes ingen konklusion endnu." (Osamu Tezuka)
Fra 4. oktober 2013 - 16. marts 2014
Fra ult. marts 2014
Efterår 2014